Forside > Login error > CO10 varsel om blokade > Geografisk fleksibilitet

Geografisk fleksibilitet

Hent notatet som pdf. 

Hvis du skal varetage arbejdsopgaver for andre menighedsråd end dit eget, skal der være indført geografisk fleksibilitet i din stilling. Ofte bruges begrebet 'fælles vikardækning', som da også dækker den mest almindelige form for geografisk fleksibilitet.
Både vores organisationsaftale og organistoverenskomsten giver mulighed for, at et samarbejde mellem flere menighedsråd med henblik på geografisk fleksibilitet - fælles vikardækning - kan etableres.
En sådan aftale skal implementeres i dit ansættelsesbevis som geografisk fleksibilitet.
Indførelsen af geografisk fleksibilitet er ikke altid problemfrit, og det er vigtigt at lægge mærke til, hvad aftalen mellem menighedsrådene indeholder, og hvorledes denne aftale efterfølgende ønskes implementeret i din nye arbejdsbeskrivelse.

Rækkefølgen for indførelse af geografisk fleksibilitet bør være:

1. Menighedsrådene indgår en samarbejdsaftale, der muliggør og beskriver den geografiske fleksibilitet.
2. Dit menighedsråd udfærdiger et udkast til din nye arbejdsbeskrivelse, hvor det tydeligt kan ses, hvilke nye arbejdsopgaver du skal have, og hvor mange løntimer menighedsrådet tilbyder til at løse de nye opgaver. Dette kaldes ofte 'ændrede vilkår'.
3. Du skal partshøres, og du kan hermed give din mening tilkende. Du kan i denne proces få afklaret eventulle tvivlsspørgsmål, inden menighedsrådet endeligt træffer beslutning om de ændrede vilkår i din stilling.
4. Menighedsrådet træffer endelig beslutning om din stilling skal ændres - og til hvad. Du skal herefter modtage et tilbud om genansættelse på ændrede vilkår. Dit opsigelsesvarsel gælder. Med mindre alle parter er enige om, at ændringen skal træde i kraft på et andet tidspunkt.
5. Foreningen modtager meddelelse om den ændrede ansættelse, og vi indleder en forhandling med menighedsrådet om din fremtidige løn.

Når du skal tage stilling til de ændrede vilkår - den geografiske fleksibilitet - skal du være særlig opmærksom på, og sørge for at nedenstående er afklaret:

• For hvilke menighedsråd skal du udføre arbejde?
• Hvem skal du vikariere for?
(Der er stor forskel på at vikariere for en fuldtidsansat i forhold til en, der er ansat i en 8-timers stilling.)
• I hvilket omfang skal du vikariere?
(Under ferie - evt. 'friweekender'? Ved sygdom?)
• Hvilke arbejdsopgaver er du forpligtet til at varetage ved de andre kirker?
(Skal du dække alle arbejdsopgaver? Har den du vikarierer for fx babysalmesang - skal du dække denne arbejdsopgave?)
• Hvornår skal du vikariere?
(Det kan ikke være udenfor din rammetid, men er menighedsrådet opmærksom på dette!)
• Svarer de tilbudte løntimer til arbejdsmængden?
(Dette kan være svært at vurdere og aftale. Særlig hvis menighedsrådet godt hjulpet af en personalekonsulent mener, at der allerede er plads i din stilling til disse ekstra arbejdsopgaver.)
• Ydes der kørselsgodtgørelse fra egen kirke til anden kirke?
(Kørselsgodtgørelse mellem arbejdssteder er til den høje sats. Transporttiden er arbejdstid.)
• Bevares dine lokale aftaler ved vikartjenesterne?
(Har du fx en aftale om, at salmemelodier meddeles senest 48 timer før tjenesten, gælder den så også ved vikartjenesterne?)
• Findes lokale aftaler ved det andet tjenestested, som du bliver forpligtiget til?
(Altså forpligtigelser ved vikartjenesten, som du ikke har i egen stilling. Fx fremmøde før tjenesten. Den varierer ofte fra sted til sted. Forventes det i modsætning til egen stilling, at du fx hænger salmenumre op, deltager ved kirkekaffen efter gudstjenesten mv.?)

Din rammetid, som evt. skal aftales på ny, giver rammerne for, hvornår du er pligtig til at møde frem på arbejdspladserne.
Du overtager ikke din kollegas ramme- eller rådighedstid.
Varsling for arbejdsopgaver og rådighedstid er stadig en måned.
Det er din egen rådighedstid, der gælder. Hvis kirkemusikeren, som du har fælles vikardækning for, pludselig bliver syg, og du har aftalt vikardækning under sygdom, er du kun forpligtet til at tage tjenesten, hvis du selv har rådighedstid. Varsling for tjenester i rådighedstiden er senest kl. 9 samme dag!
Har du indgået en aftale om et midlertidigt tillæg, hvis du siger "ja tak" til en tjeneste udenfor ramme- og/eller rådighedstid, skal du sikre dig, at denne aftale gælder for tjenester for andre menighedsråd.
Det er dit eget menighedsråd evt. gennem din kontaktperson, der skal informere dig om arbejdsopgaver for andre menighedsråd.

Bemærk!
• Du aftaler løntimer for de nye arbejdsopgaver med menighedsrådet.
• Foreningen forhandler din fremtidige løn.

Dansk Kirkemusiker Forening
Home