Dansk Kirkemusiker Tidende

  Den sidste klumme blev bragt i 2009, og herefter koncentrerede hans artikler sig om det kirkekulturelle. Her var Dansk Kirkemusiker Tidende overgået fra et trykt blad til et webbaseret magasin. Denne ændring brød Svend Erik sig ikke om, og stoppede som redaktør i 2011. Han gjorde sig anstrengelser for at vænne sig til de nye tider for bladet, men efter hans eget udsagn, bliver bladet ikke læst, hvis læserne ikke kan have det med på toilettet.

Mit første møde med Svend Erik var ved sine venner Christian Vincens og Bodil Steensen-Leths datters bryllup i Stoense kirke på Langeland, hvor han udover at være organist også skulle akkompagnere den japanske verdensstjerne, bratschisten Nobuko Imai. Mine sangere fra Quilisma Ensemble deltog, hvilket han synes glad for, men hans tanker var forståeligt nok på indslaget med Nobulo Imai. Men da det og tjenesten var overstået, vendte han sig om mod sangerne, nikkede sigende og varmede sangerne med et velment takkesmil. Han fortalte mig senere, at han aldrig havde været så nervøs til en kirkelig handling. Men han glemte aldrig at vise opmærksomhed til dem, der ikke var verdensstjerner.

Næste gang vi mødtes var under min ansættelsessamtale som forretningsfører for Dansk Kirkemusiker Forenings med foreningens forretningsudvalg med formand Margit Andersson i spidsen. Hen mod slutningen af samtalen bankede Svend Erik pludselig på, og med sig havde han en stor kage, da han ikke var sikker på, at forretningsudvalget havde husket andet end kaffen. Og så ville han da også gerne se ansøgeren, som han måske skulle arbejde sammen med.

Vi fulgtes sammen hen til vores biler efter ansættelsessamtalen, og Svend Erik spurgte, hvad min kone lavede? Journalist, svarede jeg. Straks kom det fra Svend Erik: ” Det var da morsomt. Min mand Niels er også gift med en journalist. “

Mindre end en måned efter min ansættelse 1/1-2003, ringede Svend Erik og spurgte, hvor mange koraler om dagen kan du gøre færdig til tryk? Uden at ane konsekvenserne svarede jeg, at 10-15 stykker nok var muligt på en god dag – altså ca. 12,5. Næste spørgsmål var, hvor meget er ca. 570 divideret med 12,5? Jeg svarede, at lommeregneren siger 45,6. Aha, svarede Svend Erik, det er ikke engang to måneder – jeg tror, at vi skal lave en koralbog. Jeg spørger Margit, om hun vil læse korrektur. Hun har falkeblik. Jeg har talt med min kontakt på Kroghs Forlag. De er interesserede, så gå du bare i gang, Jeg har en liste over alle koralerne, der skal med. Den sender jeg – eller skal jeg komme ned med den til dig? Du må hellere komme i gang med det samme.

Herefter kæmpede han utrætteligt sammen med Margit- trods mange forhindringer – for at få en koralbog på gaden inden årets udgang, og det lykkedes. Det eneste han ikke havde det så godt med, var titlen ‘Koralbog til Den Danske Salmebog 2003’ – den skal da hedde ‘Koralbogen’. Det gør den så også nu i daglig tale. Allerede før koralbogen var udkommet, havde Svend Erik en dyb udgave i tankerne. Inden den udkom, var næste ide klar – en klaverudgave af koralbogen. Det blev til ‘3-stemmig koralbog’. Svend Erik ærgrede sig over, at der i koralbogens satser ikke var tænkt på organisterne med små orgler uden pedal.

Samtidigt arbejdede vi – og ikke mindst Margit – sammen om at få Dansk Kirkemusiker Tidende på gaden. Deadline var officielt den 15. i måneden – eller et par dage efter, som Svend Erik sagde, da han kendte trykkeren vældig godt, og det er en meget flink mand.

Mens Svend Erik var redaktør af Dansk Kirkemusiker Tidende og jeg var forretningsfører for foreningen, ringende han med åbningsreplikken: ” Det er din plageånd “. Jeg følte nu mere opkaldet, som begyndelsen til endnu berigende samtale, hvor han kom med ideer til bladet, til nye nodeudgivelser og til foreningens ve og vel, der lå ham meget på sinde.

Selvom han stoppede som redaktør, holdt telefonopkaldene ikke op, og de ændrede ikke karakter mht. foreningens ve og vel. Foreningen lå ham stadig meget på sinde. Men åbningsreplikken var nu i samme vejrtrækning: ” Kan du høre, hvem det er – og hvordan har foreningen det? “.

Svend Erik ringede altid til vores private telefon, og når min kone tog den, varede det altid et godt stykke tid, inden den blev givet videre. En gang, hvor telefonen ikke blev givet til mig, spurgte jeg naturligvis, hvad ville din mor? Det var Svend Erik, lød svaret. Hvad I dog kunne tale om i så lang tid? Børnebørn! Ville han ikke tale med mig? Det ved jeg ikke!

Lidt efter ringede Sved Erik igen, og jeg fik røret denne gang. Svend Erik begyndte med, hvorfor kalder du egentlig din kone Plimmer? Det kan du da ikke kalde hende. Du skal være taknemmelig over, at du har fået hende til kone. Jeg kunne blot svare, at han også skulle være taknemmelig for, at han havde fået en så dejlig mand. Taknemmelig er jeg sandelig også, og netop derfor, kalder jeg ikke ham for Plimmer.

Vores replikskifter og al det andet vil jeg savne. Svend Erik er uerstattelig.